Melbourne

Vi ankom til Melbourne Australien efter en kort 4 timers flyvetur fra Christchurch, New Zealand. Flyveturen var ikke en af de mest behagelige da der var en del turbulens i starten af turen, men vi kom sikkert frem.

Vi har været så heldige at vores tidligere underboer, på Aarhus Ø, har familie her i Melbourne og vi havde fået en åben invitation til at komme og bo ved dem, imens vi var i byen. Det havde vi takket ja til og vi blev således hentet i lufthavnen og kørt direkte til deres flotte hus med en skøn havudsigt, som skulle være vores base de næste 8 dage med eget værelse og bad. Lækkert.

Udsigten fra vores værters lækre hus

Den første dag tog vores værter os med ud på en køretur hvor vi blandt andet besøgte Cape Schanck, som er den sydligste del af halvøen Mornington.

Cape Schanck
Pulpit Rock

Ved Cape Schanck gik vi en tur ud forbi det lokale fyrtårn, og videre ud forbi “Pulpit Rock”, som er en smal høj klippe, der står alene et stykke ud for fyrtårnet. Efter Cape Schanck, kørte vi til den lille by Sorrento, som ligger helt ude på spidsen af Mornington halvøen. Her fik vi lidt af spise inden turen blev afsluttet på Arthurs Seat, som er et lille udkigspunkt i 314 meters højde hvor man kan få en et fint udsyn over Port Phillip bugten og Mornington halvøen.

Dagen efter besluttede vi at tage toget ind til byens centrum. Inde midt i Melbourne finder man flere små gyder som er dækket med store flotte graffiti værker. En af gyderne hedder “AC/DC lane” og her er væggene dækket af graffiti og anden kunst, som hylder AC/DC samt andre store rock kunstnere. Efter at have vandret rundt og beundret de forskellige værker, gik vi op og besøgte Melbourne Museum, hvor der er mange forskellige spændende udstillinger. Bl.a. kunne man blive klogere på, hvordan kontinentet Australien blev dannet og høre lidt om de indfødtes, aborigines, historie.

Grafitti ved AC/DC lane

Inden vi ankom til Australien havde vi kigget på at leje en bil i Melbourne, da vi havde planlagt at besøge et ægtepar, Paul og Kerry, som vi tidligere havde mødt på Vanuatu. Vores værter tilbød dog, at vi kunne låne en af deres biler, så vi ikke behøvede at leje en. FEDT!

Paul og Kerry bor på den anden side af Western Port Bay, som ligger ca. 1,5 time fra hvor vi boede. Vi fik dog anbefalet at køre forbi Phillips Island, da øen lå lige på vejen og absolut skulle være et besøg værd.

Phillips Island

Phillips Island er især kendt for dens dværgpingviner, men der skulle også være mulighed for at spotte flere forskellige slags hvaler ud for øen. Da vi kom ud på øen fandt vi dog ud af, at for at se dværgpingvinerne skulle man være der ved solnedgang, hvor pingvinerne kommer op fra vandet og løber henover stranden ind i buskadset. Derudover er stranden spærret af og man skal betale for at komme hen til udvalgte områder hvor man kan se ud over stranden. Da vi jo var på vej ud og besøge Paul og Kerry, valgte vi i stedet bare at gå en tur i området og se den flotte natur.

På vej tilbage over øen spottede vi dog et såkaldt “Koala Conservation Center”. Vi besluttede os derfor at køre ind og besøge et par koalabjørne. Centeret viste sig at være en lille idyllisk naturperle, hvor man arbejder med at bevare den truede koalabjørn. Koalabjørne holder til i det samme lille område hele livet. Det betyder desværre at når nye skovområder fjernes til fordel for byudvikling, eller når skovområder rammes af store skovbrænde, omkommer der mange koalabjørne.

Mega nuttet koalabjørn

Centeret havde 2 områder hvor der hver især levede 6 koalaer. Koalabjørnen bruger ca. 16 timer om dagen på at sove. Derfor skal man være heldig hvis man vil se andet end sovende koalaer i træerne. Vi var utrolig heldige da 2 af centerets koalaer vågnede op imens vi var der.

Mega nuttet koalabjørn x 2

Vi fortsatte videre og ankom ved P&K omkring kl 17:00. Vi havde 2 dejlige dage i selvskab med P&K og et par af deres voksnes børn. På trods af kraftig blæsevejr kom vi også en tur ned til stranden og fik set den flotte solnedgang.

Smuk solnedgang

Efter besøget hos P&K, kørte vi ud til Wilsons Promontory National Park. Vi havde fået anbefalet parken, hvis vi på et tidspunkt var i nærheden. Parken er meget stor, så det ville have været fedt hvis vi havde haft flere dage derude. Det passede desværre ikke ind i vores plan, så vi valgte at køre specifikt efter et område i parken, hvor der var flere små hikes. Vi brugte et par timer på en kortere hike hvor vi kom ned til Squeaky Beach, som er opkaldt efter den lyd sandet giver, når man går rundt i det. Sandet på stranden er meget hvidt og ikke noget man finder andre steder her i området.

Udsigt ud over Squeaky Beach

Det er derfor blevet en meget populær strand at besøge. Vi var dog ikke så imponeret over selve stranden, men det skyldes selvfølgelig at vi som danskere er meget forkælet hvad angår hvide sandstrande. Hiken fra parkeringspladsen ned til stranden var dog en rigtig fin tur, hvor man gik langs en flod samt kom lidt op i højden og fik en fantastisk udsigt. Da vi gik tilbage mod bilen opdagede vi pludselig en fin rød fugl, som sad i en busk meget tæt på os. Jeg fandt hurtigt kameraet frem og begyndte at tage en masse billeder imens jeg bevægede mig tættere og tættere på fuglen.

Dagens billede 🙂

Da vi kom tilbage til Melbourne og fik tømt kameraet og kigget på billederne, så vi, at jeg havde været så tæt på fuglen, som kaldes Rosella, at det er muligt at se mig reflekteret i fuglens øje.

Sydney

Efter 8 dage i Melbourne, hvor vi virkelig har nydt godt af vores søde værters gæstfrihed med god mad og vin hver aften samt hyggelig selvskab, tog vi toget videre mod Sydney. Turen tog 12 timer, 4,5 timer med tog og resten med indsatte togbusser, da der var sporarbejde på resten af strækningen.

I Sydney fortsatte vores luksus anti-backpacker livsstil med eget soveværelse m.m., da Randis forældre havde taget flyveren herned, for at bruge en uge af deres ferie sammen med os i byen. De havde derfor booket ( og betalt ) et lækket byhus, lige midt i byens centrum.

Vores fine lille byhus i området The Rocks

Vi ankom til Sydney mandag morgen kl 7:00, men da vi først kunne få nøglen til huset omkring middag, brugte vi formiddagen på at sidde ved havnen og kigge på byen. Randis forældre kom fra lufthavnen senenere på aften og dagen blev sluttet af med et glas rødvin samt en opdatering på hvordan tingene står til i Danmark.

New South Wales, staten som Sydney ligger i, har været hårdt ramt af skovbrande i ugerne op til at vi skulle besøge byen. Vi modtog derfor en advarsel fra det danske udenrigsministerium, omkring brandene samt information omkring hvor vi kunne finde mere information ved de lokale myndigheder. Grunden til at vi modtog advarslen fra udenrigsministeriet i første omgang er, at vi har skrevet os på den såkaldte danskerliste. Danskerlisten er en digital liste over danskere som rejser eller opholder sig i udlandet. Den giver de danske myndigheder et overblik over om nogle danskere er i et bestemt land, hvis der skulle komme nyheder om katastrofer fra landet. Danskerlisten er et tilbud og ikke noget der kræves, men vi synes det giver god mening at informere de danske myndigheder om hvilke lande vi befinde os i. Det er samtidig meget nemt at opdatere listen, hvis man downloader deres app “Rejseklar“.

Røgen ses tydeligt her ved Sydney Harbour Bridge

Første dag sammen med Randis forældre blev brugt på en gåtur rundt langs en af de mange havne som findes i Sydney. Røgen fra skovbrandende kunne tydelig ses når man kiggede ud over byen. Nede ved havnen gik vi forbi “Wild Life Sydney Zoo”. Vi besluttede os for at besøge stedet dagen efter og gik derfor hjem og bestilte billetter.

Træskib til kajs ved en af de mange havnepladser i Sydney

Wild Life Sydney Zoo er en lille, men meget hyggelig zoologisk have, som ligger midt inde i byen. Hvis det ikke var for de store reklamebannere på bygningen, ville man aldrig tro, at der lå en zoologisk have her. Meget af “haven” ligger også indendørs og man går rundt i lange smalle gange og tunneller når man bevæger sig rundt. På trods af de små forhold ser man både emu, koalabjørne, kænguruer, krokodiller samt mange andre små og større dyr fra det australske dyrerige. Vi brugte et par timer derinde og havde alle en god oplevelse.

I Sydney Wild Life zoo kan man både opleve små og store dyr

Man kan selvfølgelig ikke tage til Sydney uden at komme forbi operahuset. Randis forældre havde booket en guidet tur, hvor vi kom godt rundt i hele den spektakulærere bygning og vi fik også fortællingen omkring konstruktionen af operahuset. Opførelsen af operahuset skulle indledningsvist have taget 4 år, men endte med at tage 16 år. Som de fleste danskere ved, er Sydney Operahus designet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Desværre nåede han aldrig selv at se det færdigt, da der efter 10 år var udskiftning i regeringen og da den nye regering, blandt andet var valgt ind på, at operahuset skulle færdiggøres hurtigst muligt, kom der et stort pres fra toppen om at få bygningen færdig ASAP. Dette ville Utzon dog ikke være med til, da det ville gå ud over kvaliteten af det færdige resultat. Utzon endte dermed med at sige op i protest, da han ikke kunne stå inde for de ændringer, der skulle til for at blive hurtigere færdig. I mange år efter færdiggørelsen, forsøgte operahusets administration at få Utzon tilbage til Sydney, da de menter at han har en stor del af æren for, at det blev så stor en succes. Desværre var helbredet ikke til den lange rejse, da de endelig fik ham overbevist, så i stedet tog hans søn Jan Utzon ned og besøgte stedet.

Sydney Opera House

Generelt var turen rundt i operahuset en rigtig fin oplevelse og det var spændende at høre historien omkring byggeriet og se nogle af de flotte sale.

I en storby som Sydney finder man selvfølgelig også flere forskellige markeder rundt omkring. Vi havde læst meget godt om Sydney fiskemarked, som skulle være et af de større fiskemarkeder i verden. Fiskemarkedet består af flere lagerhuse hvor fiskene handles og distribueres til industrien og private. Der er også et stort område hvor der er mange små boder og cafeer, hvor man kan købe fisk med hjem, eller man kan få serveret en lækker fiskeret ved en af bordene. Vi valgte at spise frokost ved en af caféerne en af dagene og som man kan se på billedet, var det virkelig lækkert.

Lækker seafood tallerken

En af de andre markeder vi besøgte var “The Rocks Market“, som er et klassisk “craft” marked. Her kan man købe alt fra håndlavede armbånd, smykker til duftsæbe, lys m.m. Kigger man på kalenderen, siger den, at der er under 24 dage til juleaften!? Det er lidt underligt for os at tænke på, at det snart er jul, når man samtidig går rundt hernede syd for ækvator, hvor sommeren først lige er startet.

Håndlavet julepynt

På vores sidste dag i byen, var vi en tur forbi Sydney Observatory, som blev bygget tilbage i 1858. Stedet havde stor betydning for landets naturvidenskabelige historie, da det er her nogle af landets første videnskabsfolk kom til.

Inde i bygningen er der en rigtig fin (gratis!) udstilling omkring observatoriets historie og omkring hvordan forskningen i astronomi foregik tilbage i 1800 tallet og starten af 1900 tallet.

Vi havde en skøn uge i Sydney sammen med Randis forældre og nød godt af, at de bl.a. kunne invitere os med ud og spise. Specielt skulle vi ud en aften og fejre Randis mors 60 års fødselsdag, som vi desværre ikke er hjemme til at fejre. Omvendt kunne Randi og jeg stå for alt madlavningen i huset, så de bare kunne nyde deres ferie.

Vi var selvfølgelig også en tur uge og spise, så vi kunne fejre Randis mors 60 år fødselsdag

Vi synes vi har haft nogle rigtig gode uger i både Melbourne og Sydney, men nu ser vi også frem til igen at blive lidt mere mobile og bruge de næste 4 uger i en lille campervan inden vi skyder det nye år ind, sammen med venner, i Brisbane.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s