Som økonom har jeg selvfølgelig lavet et stort og nok unødvendigt kompliceret regneark. Der er helt sikkert mange måder at gøre det på, men her er vores.
Første skridt er selvfølgelig, hvilke lande vi skal til og hvor længe vi ca. vil være der. Dette betyder noget for udgifter til flybilletter, overnatning og leveomkostninger. Generelt for alle omkostninger er, at vi har rundet op på alle omkostninger. Vi vil hellere have lidt ekstra end, at vi vil risikere at løbe tør for penge undervejs.
Med undtagelse af flybilletter, handlede det om at få en idé om den gennemsnitlige udgift pr. dag. Derefter er har det været nemt at tilpasse vores rejseplan og dermed budget. F.eks. er Japan noget dyrere end Sød-øst Asien, så hvis vi tager en uge mere i Japan i stedet for Vietnam, betyder det noget for budgettet.
Her er i hovedtræk de udgifter vi har kalkuleret med:
- Flybilletter: Vi har søgt på priser på Momondo på det tidspunkt af året vi forventer at rejse. Vi bruger Kilroy til at booke fly, men Kilroys estimat for samlet udgifter til fly, var det samme som vores bud. Så det er nok ikke helt ved siden af.
- Overnatning: Her har vi søgt på hostelpriser i de enkelte lande/ byer og dermed fået en idé om prisniveauet. Ud fra det har vi lavet en gennemsnitspris for hvert land. For New Zealand og Australien er det priser på autocamper, brandstof og priser for camping
- Leveomkostninger f.eks. mad, lommepenge, oplevelser: Hvis vi kender til nogle specifikke oplevelser kommer de på budgettet, men ellers har vi bare sat et niveau for hvad vi forventer at bruge på hhv. mad og lommepenge. Denne post har vi rimelig mulighed for at påvirke undervej, så der har vi ikke undersøgt en masse på forhånd.
- Faste udgifter mens vi er væk: Telefonregning og SU-lån – det er vist det.
- Udgifter inden rejsen: Dette er for os visumansøgninger, vaccinationer, rejseforsikring og udstyr. I alt ca. 30.000 kr. + udstyr. Så ikke en helt ubetydelig post.
Til at betale for gildet har vi følgende kilder:
- Opsparing: Helt enkelt et fast månedlig beløb. Vi ender med at have sparet op i ca. 2 år når vi tager af sted.
- Feriepenge: Vi har begge 6 ugers ferie, hvor vi kan få udbetalt feriepenge fra maj 2019. Dette betyder at vi begge har ca. 1,5 måneds løn, som vi får mens vi er af sted.
- Fradragsregler: En detalje er, at vi i 2019 kun får løn i januar og februar. For at udnytte vores fradrag fuldt ud, har vi valgt at få frikort i 2019 og dermed betale meget lidt skat de to måneder. Alternativt havde vi kun brugt 2/12 af vores fradrag og dermed fået en del penge tilbage i 2020 når vi kommer hjem. Vi vil hellere bruge pengene på vores rejse, så derfor frikort.
Dette var vores fremgangsmåde, men det kan sikkert også fungere at spare en masse penge sammen og bare tage afsted 😉 For os er planlægning en stor del af turen, da det har været en måde at blive klogere på de lande vi skulle til.