Efter at have tilbragt lidt tid på den nordlige del af sydøen, kørte vi nu mod vestkysten. Det var ca. en 5 timers køretur igennem New Zealands flotte landskab. Køreturene er som regel rimelig afslappende, da der ikke er ret meget trafik og vi typisk hygger os i bilen med en kop kaffe og noget musik eller podcast.

Hokitika

Første stop på vestkysten blev byen Hokitika, hvor man skulle kunne opleve “glow worms” om aftenen. Når vi skal finde campingpladser og campsites benytter vi os af en app, som hedder CamperMate, hvor langt de fleste camping-muligheder fremgår. Via app’en havde vi set, at der var et sted der hed Seaview Lodge, som lå lige ved siden af stedet, hvor man kunne se “glow worms” og det fik rimelig gode anmeldelser. Så der besluttede vi os for at tage to overnatninger…

Jeg havde godt læst i anmeldelserne, at nogle skrev det var lidt “spooky” at gå rundt på det gamle “asylum”. I mit hoved fik jeg oversat det til asylcenter og tænke ikke mere over det. Det viste sig dog, at det var et gammelt psykiatrisk hospital og det så ikke ud til, at der var gjort ret meget ved det, siden det var blevet lukket i 2009.

Stedet blev grundlagt i 1872 og havde 549 patienter, da der var flest, mens der kun var 22 tilbage da det lukkede i 2009. Siden det lukkede er stedet bl.a. blevet brugt af New Zealands militær til øvelser og nu kan man booke sig ind med sin campervan eller booke et (u)hyggeligt værelse inde på en af de gamle stuer. Det var svært at vise stemningen med billeder, så vi har klippet en lille stemningsvideo sammen i stedet.

Efter vi havde udforsket bygningerne indvendigt, var jeg ude og tage lidt billeder i området. Da jeg var på vej tilbage til bilen, kunne jeg høre en hel del bier og da jeg kikkede rundt var der ganske rigtig en kæmpe sværm på vej mod os. Jeg nåede nærmest kun lige ind i bilen og lukkede døren, inden de var overalt omkring os. Det var lidt som om, der var nogen, som ikke ville have vi skulle være der…

Vi fik flyttet bilen væk fra bierne og informeret ejerne om problemet. Vi overvejede også kort, om vi havde lyst til at blive, men da vi allerede havde betalt for to nætter besluttede vi os for at blive.

Bierne faldt også til ro efter noget tid og vi kunne igen gå rundt uden bekymringer.

Vi havde læst at det først var efter solnedgang, at man kunne opleve de såkaldte “Glow worms”. Vi gik derfor ned til området lige omkring solnedgang. Først var der ikke ret meget at se, men som det blev mørkere og mørkere begyndte der at pludselig at komme flere og flere små blå lys frem i buskadset. Det lignede lidt en masse små stjerner, som blev tændt i skoven omkring os.

De New Zealandske “Glow worms” er et insekt, som tit lever i grotter eller andre mørke områder. De bruger deres lys til at tiltrække mindre insekter som de fanger og spiser. Hvis de føler sig truet eller der er for meget lys omkring dem, gemmer de sig og stopper med at lyse.

Dagen efter var vi omkring Hokitika Gorge, som ligger tæt ved de sydlige alper. Alperne omkring giver området et særligt vådt klima og de får op til 12 meter regn om året i området, hvilket er med til at skabe den smukke blå flod, som løber igennem kløfterne.

Mount Cook og gletsjere

Efter Hokitika fortsatte vi sydpå ind i de sydlige alper, hvor man bl.a. kunne se New Zealands højeste bjerg og kunne komme tæt på nogle af de gletsjere der er i området.

For at se om vi kunne få et godt billede af bjergkæden, besluttede vi os for at campere i området, så vi kunne komme tidligt op og se solopgangen over bjergene. Vi stod derfor op kl. 5 næste dag, kogte vand til kaffe og kørte ud til en sø kaldet Matheson, hvor der skulle være rigtig smukt om morgenen.

Vi gik små 2 km rundt om søen og nåede om til den anden ende af søen, lige som solopgangen var flottest og man kunne se spejlbilledet af bjergene i søen. Vi havde dog kun kort tid til at få lidt billeder, inden skyerne dækkede bjergkæden. Men flot var det.

Da vi kom tilbage til bilen fik vi lidt mere kaffe og lidt morgenmad inden vi kørte videre mod Franz Josef Glacier. Det er meget populært at flyve med helikopter op til gletsjerne og på den måde komme helt op og gå rundt på dem.

Vi havde snakket om, at vi skulle prøve det, men efter at have snakket med flere andre rejsende, som havde prøvet det, og fortalt at oplevelsen var fin, men ikke noget vildt, besluttede vi os for at spare pengene. I stedet fandt vi en hike, hvor man kunne komme ret tæt på og samtidig gå igennem et område, hvor gletsjeren har formet landskabet.

Selve hiken var ca. 3-4 km hver vej. Første del af turen går igennem et skovområde, hvor der er sat små oplysningstavler op, som giver en et indblik i hvordan området har udviklet sig de sidste par hundrede år. Vi læste blandt andet at for bare 150 år siden dækkede gletsjeren området, hvor der i dag er store træer.

På den sidste del af hiken, går man ude på, hvad der til tider, er bunden af en flod. Det sker nogle gange at der bliver frigivet store mængder vand inde fra gletsjeren og at dalen så bliver fyldt med vand meget hurtigt. Netop på grund af dette, er der advarsler om, at man skal være opmærksom på, at forholdene kan ændre sig, med kort tids varsel.

Sporet til hiken afsluttes, hvor der er ca. 850 meter op til gletsjeren. Her bliver man mødt af et skilt hvor der står, at man ikke skal gå videre. Dette skyldes at gletsjeren konstant er i bevægelse og at der når som helst kan falde store sten ned fra de omkringliggende kløfter. Der var desværre også historier om turister, som har ignoreret disse advarsler og omkommet i forsøget på at komme tættere på.

Da vi kom tilbage til parkeringspladen og var på vej videre, så vi en del mennesker, som flokkedes omkring en bil. Det skyldes at en af de sjældne bjerg-papegøje, kea-fuglen, var landet på en af bilerne. Michael var hurtig med kameraet og fik taget er fint billede af den.

Senere har vi kunne læse, at der kun er mellem 3.000-5.000 Kea-fugle tilbage og den findes kun på New Zealands sydø. Det er tilsyneladende en af de mest intelligente fugle og der er flere sjove fortællelinger om deres adfærd. Bl.a. om en Kea, der har fundet ud af hvordan den tænder for vandet på en campingplads, så den kunne få slukket tørsten.

Milford Sound

Et område man ikke kommer uden om på New Zealands sydø, er Milford Sound, som er en fjord, der ligger i den syd-vestlige del af sydøen. Området på vej ud til fjorden er kendt for at have fantastisk natur. Der er selvfølgelig utallige hikes, man kan komme på i området, så det største problem er at vælge hvilke man skal tage.

Vores første stop blev key summit track, som var en fin tur på ca. 7 km, hvor man kommer op i ca. 900 meters højde og har flot udsyn over bjergene omkring en.

Vi havde også en del mindre stops på vej ud til fjorden. Køreturen fra den nærmeste by Te Anau ud til Milford Sound er lidt over 100 km og der var fantastisk smukt hele vejen.

Det sidste stykke ud til fjorden kan ikke rigtig vises på billeder. Her kørte vi først igennem en lang smal tunnel, hvor der kun er plads til en bil i bredten af gangen. På den anden side af tunnelen, kommer man ud til et område omringet af lodrette vægge af bjerge. Flere steder er der advarsler om, at man ikke må standse, da der er lavine fare og der er utallige små vandfald, som flyder ned af de høje klippevægge. Få steder fosser vandet også over kørebanen, så det er lidt af en spændende køretur.

Til sidst kom vi ud til fjorden, hvor der var flot blank vand og flere flotte bjerge. Det er meget populært at tage en af de mange både rundt i bugten og se det hele fra vandsiden. Det er dog også rigtigt dyrt så vi valgte i stedet at udforske de lokale hike spor i området.

Dunedin

Efter at have oplevet den smukke natur ved Milford Sound, besluttede os for at køre et smut forbi byen Dunedin, da vi havde læst at der var mulighed for at se de sjældne gul-øjet pingviner og pakake søløver.

Pingvinerne er dog meget sky og vi så desværre ikke nogle. Vi så tilgengæld en del søløver, da de ligger langs stranden og sover efter af have jagtet efter mad.

I 1993 observerede man den første søløve yngle på fastlandet i over 100 år og siden er bestanden i området øget hvert år. Det er verdens mest truede søløve og man har gjort et stort stykke arbejde, for at få øget bestanden netop i dette område.

Det var ret interessant at kunne gå langs stranden mellem søløverne, som virker ret ligeglade med, at der går mennesker forbi dem. Der er skiltning inden man går ned på stranden, hvor der står at man skal holde afstand til søløverne, men det giver næsten sig selv. Han-søløverne kan veje op mod 450 kg, så man har rimelig stor respekt for de store dyr.

Queenstown

En anden by vi besøgte var den hyggelige Queenstown. Det er en populær by for turister, da den ligger tæt på mange populære aktiviteter. Der er derfor super god stemning nede i byen, hvor der er utallige cafeer og turistbureauer.

Vi havde en enkelt dag inde i byen, men ellers blev tiden brugt på mere praktiske ting som tøj vask etc. Det skal jo også klares nogle gange…

Mount Cook og Mount Sunday

En af de sidste stop vi havde, inden vi kørte mod Chistchurch, var New Zealands største bjerg Aoraki, nok bedre kendt som Mount Cook.

Vi havde en dag med flot klart vejr, så det var oplagt med en lille hike. Vi kørte derfor ud til Mount Cook National Park, hvor der var en rute kaldet Hooker Valley Track og hvor man skulle have flot udsyn til bjerget.

Den var en fin gåtur på i alt 10 km, hvor vi undervejs kunne høre rumlen fra bjergene når en lavine blev udløst og se hvordan store mængder sne og is rutsjer ned af bjergsiderne. En dejlig dag med solskin og frisk luft.

Senere var vi også lige et lille smut forbi Mount Sunday, som var filmlokation for byen Edoras i Ringenes Herre – De to tårne.

Endnu engang var det en virkelig flot køretur derud og efter en kort men stejl gåtur, kom vi op på toppen, hvor vi kunne nyde den flotte udsigt. Denne dag var dog ret overskyet og blæsende, men stadig en flot tur.

Christchurch

De sidste par dage inden vi skulle flyve til Australien tilbragte vi i byen Christchurch. Det er en rigtig fin by, og er sydøens største by med ca. 400.000 indbyggere ud af de i alt 1,1 mio. indbyggere som bor på sydøen.

Christchurch blev i 2010 og 2011 ramt af store jordskælv, hvor der i februar 2011 blev dræbt 185 mennesker. Jordskævet i 2011 gjorde ekstra stor skade, da mange bygninger var blevet skadet af jordskælvet i september 2010 og derfor ikke kunne stå imod endnu et jordskælv.

Når man bevæger sig rundt i byen i dag, er der stadig tegn på de store ødelæggelser byen blev ramt af. Det ses især på deres katedral, som endnu ikke er genopbygget, da man bl.a. arbejder på at sikre bygningen, så den ikke er så sårbar overfor evt. fremtidige jordskælv.

Efter 8 uger i New Zealand og mere end 8.000 km i vores lille bil , er vi klar til et sceneskift. New Zealand har været en fantastisk oplevelse og landet har virkelig meget at byde på. Vi synes vi har været godt rundt på både nordøen og på sydøen, som det også ses på kortet herover.

Næste skridt er kontinentet Australien. Vi ser frem til varmere klima, besøg fra Danmark samt fejring af nytår med gamle bekendtskaber…