Efter ca. en uge, hvor vi havde kørt rundt i området nord for storbyen Auckland, var vi nu klar til at bevæge os lidt længere syd på.

Waikato regionen

Syd for Auckland by ligger regionen Waikato. Her kan man finde “Hot water beach”, som vi flere gange på vores tur, er blevet anbefalet at besøge. Hot water beach er, som navnet antyder, en strand hvor der kommer varmt vand op fra den aktive undergrund.

Vi havde læst os til, at man blot graver et hul på stranden og så er der lækker varmt vand, som kommer op fra undergrunden. Man skal bare komme når det er lavvande, medmindre man er klar på at grave et meget dybt hul.

Det er et ret populært sted og vi var derfor spændt på, hvor mange mennesker der ville være nede ved stranden. Bedste tidspunkt i forhold til tidevandet, var mellem kl. 15-19 eller kl. 3-7 om morgenen. Det var en strækning på stranden på ca. 50-100 meter, hvor man kunne finde varmt vand. Her er der nemlig seismisk aktivitet i undergrunden og kilderne under jorden bliver stubbet op igennem sandet og løber ud i havet.

Der var et par stykker, som havde fået samme anbefaling som os

Vi ankom ca. kl 16 og her var der allerede fyldt med mennesker og huller nede på stranden. Nede ved vandkanten kunne man mærke hvordan sandet var lunt, så her gravede vi vores eget lille hul.

Man kan godt se Michael har gravet mange huller som barn

Det er ikke et specielt dybt hul man får gravet, men det er heller ikke nødvendigt. Vandet der kommer op er ret varmt, så man skulle ikke mere end bare have måsen i, så man kunne holde varmen.

Selvom det mest virkede lidt fjollet, var det sjovt at prøve og det var fascinerende, at man sådan kan grave sit eget hot tub. Derudover var det også lidt sjovt at iagttage de mange andre mennesker omkring en, som graver huller i sandet.

Der var også et par andre populære områder tæt på Hot water beach. En af disse var “Cathedral cove”, som er en smuk bugt man kan hike ned til. Det var en lille hike på 2,5 km ned til bugten og tilbage igen, men med flere flotte udsigtpunkter og alternative ruter man kunne udforske på vejen.

En af de mange flotte udsigter på turen

Vejret har været meget skiftende i New Zealand og det minder på mange måder om det danske forårsvejr, men vi var virkelig heldige med vejret denne dag, så det var perfekt med en flot gåtur.

Vi tog flere stops på vejen for at nyde den flotte udsigt og det dejlige vejr
Michaels pletskud
Udsigten fra grotte åbningen ved bugten

Vi fortsatte lidt længere syd på, til et lille offentligt campingområde. Dette lå inde i en skov med en flot å ved siden af. Vi har indtil videre mest holdt os til campingpladserne, da der her er rigtig fine faciliteter. På flere af de billige (eller gratis offentlige) pladser er der tit et krav om, at ens bil er “Self-Contained”, hvilket betyder at man skal kunne nøjes med bilens funktionaliteter til alle ens behov – og det tæller ikke at sige, at man bare kan “holde sig”. Vores bil er dog ikke i den kategori, hvilket betyder at der er pladser vi ikke kan benytte os af.

De flotte omgivelser ved pladsen

På dette område var der dog offentlige toiletter, hvilket betød vi godt kunne bruge pladsen. Der var kun nogle få andre udover os, hvilket gjorde det super hyggeligt. Vejret var også rimelig godt, hvilket betød Michael kunne stå ved vores transportable gasblus og lave lækker kødsovs.

Spaghetti og kødsovs 🙂

Vi havde læst om en rigtig interessant historisk hike kaldet “Karangahake Gorge Historik Walkway“, hvilket ligger i og omkring en gammel guldmine. Det lå kun 10 min. kørsel fra campingområdet, så efter en overnatning kunne vi starte hiken relativt tidligt, inden der kom for mange mennesker.

En af de mange efterladenskaber fra minedriften

New Zealands guldminedrift startede i dette område i 1852. Som det fremgår af sidste blogopslag, blev den første aftale mellem maorierne og briterne underskrevet kun 12 år inden, så her var briterne nok rimelig godt tilfredse med sig selv. Guldmineindustrien var nemlig med til at tiltrække en masse mennesker, investeringer og forsyninger. Driften var dermed med til at kick-starte den nye kolonis økonomi.

En 1.100 m lang minetunnel
Der var meget lidt lys i tunnelen, så det var godt med en lommelygte

Det var ret fedt at gå rundt og udforske den gamle mine. Der var sat skilte op flere steder, så man kunne læse lidt om historien undervej og flere steder var der efterladt gamle redskaber fra minedriften.

Gamle skinner og en gammel minevogn

Der var også flere små tunneler, som man kunne gå rundt i. Her var der absolut ingen lys, så her var det nødvendigt med lommelygten, så man kunne se hvor man gik.

Jeg er på vej ind i en af de små tunneler

Bay of plenty

Næste stop på turen blev ud til østkysten i området “Bay of Plenty” ved Ohope Beach, hvor der var en fin campingplads ud til vandet. Vi havde ikke noget særligt planlagt udover, at vi for første gang ville overnatte to nætter samme sted. Det er dejligt nemt med bilen at flytte sig hver dag, men vi ville gerne lige have tid til at få skrevet lidt på bloggen, taget backup af vores billeder og bare slappet lidt af. Helt tilfældigt var det også regnvejr hele dagen, så det passede fint med en “inde-dag”.

Inden vi skulle videre fra området udnyttede vi, at det nu var blevet godt vejr igen og gik en tur i et naturområdet, hvor der angiveligt skulle være kiwier (fuglen).

Indgangen til Ōhope Scenic Reserve

De har arbejdet meget med at få bestanden af kiwier op, da de for nogle år tilbage, var tæt på at uddø i området. Ingen af os vidste på forhånd ret meget om kiwi fuglen, men vi har dog fundet ud af nu, at kiwier er aktive om natten og sover om dagen. Så det var ikke det rigtige tidspunkt vi havde valgt til at finde kiwier. Tilgengæld var det en fin gåtur.

White Island – Der kommer damp op fra den aktive vulkan

Undervejs på gåturen havde vi også fint udsyn til White Island, hvor New Zealands mest aktive vulkan ligger. Der er mulighed for at komme ud på øen og udforske vulkanen og området omkring denne, men det koster 1.000 kr. pr. person, så det synes vi ikke vi havde råd til. Der skal jo også være noget nyt at se, næste gang vi rejser jorden rundt.

Vi har set disse skilte masser af steder, men desværre har vi kun set døde kiwier i vejkanten

Efter en afslappende dag ude ved kysten kørte vi til byen Rotorura. Byen ligger i det der kaldes “Taupo vulkanske område” og er en af de mest aktive vulkanske områder i verden. Området er ca. 250 km langt og mellem 30-80 km bredt, så det er et rimeligt stort område.

Når man kører ind i byen Rotorura er man ikke i tvivl om, at man er kommet til et område med vulkansk aktivitet. Der er en konstant lugt af svovl, som hænger i luften og flere steder, i og omkring byen, kan man se hvordan der stiger damp op jorden.

Denne varme kilde lå inde i en offentlig park og der var en kraftigt luft af svovl omkring den

Årsagen til at vi var kommet til byen var, at vi gerne ville ud og se en populær geotermisk park, som ligger i området. Vi havde booket to nætter på en campingplads tæt på parken, så vi kunne køre derud om formiddagen og have god tid i parken. En morgen lå vi og slappede af i bilen og læste lidt. Pludselig begynder bilen at gynge frem og tilbage, ligesom hvis en person stod udenfor og skubbede til den. Det var ikke særlig voldsomt, men nok til at vi overvejede om det kunne have været et jordskælv. Jeg gik på nettet og søgte efter sider, hvor der blev registreret jordskælv i New Zealand og ganske rigtig havde der været et jordskælv med epicenter ca. 30 km fra hvor vi var. Det havde en styrke på 4,9, hvilket ikke er specielt højt, men nok til at man kunne mærke det i et rimeligt stort område. Det har været en lille drøm for mig at opleve et lille jordskælv, så nu kan det også krydses af.

Næste dag kørte vi som planlagt ud i den geotermiske park kaldet Wai-o-Tapu. Det er et populært område og en af de få naturoplevelser i New Zealand, hvor man skal betale for at komme ind. Det er et beskyttet område, men en maori-ejet virksomhed har opkøbt retten til at drive parken og dermed tage penge for entre.

Vilde farver og damp over alt i parken

Det er et vildt område, hvor man går på godt vedligeholdte stiger og ser den ene dampende sø efter den anden. Søerne har nogle vilde farver, som man sjælden ser på den måde i naturen.

Mere damp

Det er virkelig fascinerende at opleve naturen på denne måde og fedt at se en helt anden form for vulkansk aktivitet, i forhold til hvad vi oplevede på Vanuatu.

Champagne poolen

En af de hyppigt fotografrede kilder er “Champagne poolen” pga. de flotte kontraster med den orange kant og det grønne vand. “Poolen” er et 700 år gammelt krater og er 62 meter dybt, hvor vandet i bunden er 230 grader varmt og bliver kølet ned til 74 grader på vejen op til overfladen. Det er dermed ikke kogende varmt, men som det fremgår af billedet kommer der en del damp der fra.

Nej – vi har ikke manipuleret med farverne på billedet

Et anden speciel syn er den nærmest selvlysende sø kaldet Roto Karikitea, som også er et krater og er fyldt med vand, som kommer fra Champagne poolen. Mineraler i søen giver den, dens vilde grønne farve.

Vi nyder virkelig vores tid i New Zealand. Det er et fantastisk land, med enormt meget forskelligt at byde på. Det er også en dejlig frihed, at vi nu har egen bil og kan køre lige der hen hvor vi har lyst til. Tit er køreturene i sig selv også en oplevelse pga. den fantastiske natur. Vi er også så småt ved at vende os til det noget koldere klima. På gode dage kan vi godt have op til 18 grader og sol, mens vi på de lidt koldere dage har 10 – 15 grader. Forhåbentlig går vi lidt varmere tider i møde jo længere vi kommer ind i foråret.

Storslået natur overalt hvor man kommer hen i New Zealand

New Zealand er også kendt for de tre Lord of the Rings film. Mere om det næste gang…

2 meninger om “Gåture, guldmine og grønne søer

  1. Det er så sjovt at se nogle af de steder jeg selv har været da jeg var afsted. Elsker NZ 😀 God tur fortsat!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s