Som mange nok er klar over, er triologierne Ringenes Herre og Hobbitten filmet i New Zealand. Derfor kunne vi selvfølgelig heller ikke undlade at kikke forbi nogle af de storslåede lokationer, som er brugt i filmene.

Hobbiton

En af de meget populære lokationer fra filmene er “Hobbiton”, eller bedre kendt som “The Shire”. Her er der nemlig lavet en attraktion ud af at komme ud og se denne smukke lille landsby, hvor hobbitterne bor. Faktisk blev det meste af området oprindeligt ryddet efter optagelserne til Ringenes Herre. Kun enkelte facader var tilbage, som man kunne komme ud og se. De genopbyggede dog landsbyen igen, da Hobbitten skulle optages i 2009 og lod det hele blive stående bagefter, så man herefter kunne få den fulde oplevelse af Hobbiton.

Man er da heller ikke i tvivl om, at det er blevet en god forretning at lade turister komme hen og se området. Man kan ikke undgå at se reklamer til det flere steder i New Zealand og vi så også et par busser, som tydeligvis kom fra Hobbiton. Vi var begge enige om, at vi selvfølgelig skulle ud og se det. Det er dog en lidt dyr fornøjelse på et backpacker budget (720 kr. for os to), så vi var spændte på om vi ville synes, at det var pengene værd.

Hobbiton ligger et godt stykke ude på landet og det var en rigtig fin køretur der ud. Området er ejet af Alexander familien, som har i alt 1.250 hektar land, hvor de har får og køer. Det er et smukt område fyldt med bakkede grønne marker, hvor dyr går rundt og græsser. Man forstår bestemt godt hvorfor Peter Jackson forelskede sig i området.

Selvom det er ved at være en del år siden, at der blev filmet i området er det stadig en ret populær turistattraktion. Derfor anbefales det, at man booker tid til en rundtur inden man kommer derud, da man godt kan risikere, at der er udsolgt. Der bliver nemlig sendt grupper afsted med 5 min. mellemrum i hver deres bus sammen med en guide, som fortæller en masse om området.

Fra billetområdet bliver man så kørt ud til Hobbiton med sin gruppe og lige netop denne del fungerede faktisk overraskende godt. Det betød nemlig, at man ikke kom til at stå i kø for at se de fine hobbit-huler eller for at tage et godt billede. Samtidig var guiden rigtig god til at styre gruppen og fortælle forskellige sjove fakta fra filmene og omkring opbygningen af området.

Vejret har skiftet meget fra dag til dag, men heldigvis havde vi en fantastisk solskinsdag, hvilket bare gjorde oplevelsen det bedre. Det havde ikke passet så godt til området, hvis der havde været gråvejr og vores billeder var nok heller ikke blevet nær så gode.

Man får taget virkelig mange billeder når man er sådan et sted, fordi det hele er så fint og der er bare tænkt på alle små detaljer. Der kommer endda en smule røg op af nogle af skorstenene. Det eneste der manglede var nogle små hobbitter, som gik rundt i den lille by.

Som afslutning på vores skønne rundtur kom vi til “The Green Dragon Inn”, hvor vi fik serveret en lille øl. Man får helt lyst til at se alle filmene igen, når man har været en tur forbi Hobbiton.

Mount Taranaki

Næste område vi gerne ville forbi var Taranaki, som ligger ude ved vestkysten på nordøen. Området er kendt for den virkelig fotogene vulkan, som også hedder Mt. Taranaki. Da vi ankom til området var der dog fuldstændig overskyet, så vi kunne ikke se den smukke vulkan, som vi havde set på billeder på nettet. Vi bookede os derfor bare ind på en campingplads i området, i håb om at vi ville kunne se den dagen efter.

Heldigvis vågnede vi op til en dejlig klar morgen og efter morgenmaden kørte vi derfor ud, for at se om vi kunne få et godt udsyn til Mt Taranaki. Vi brugte en lille del af formiddagen på bare at tage billeder fra forskellige vinkler indtil skyerne kom ind over bjerget igen.

Inden vi kørte væk fra området, var vi også lige et smut forbi det fyrtårn, som de har i området. Det var ikke noget storslået, men der er altid noget fascinerende ved gamle fyrtårne.

Tongariro National Park

Både Michael og jeg er blevet virkelig glade for at komme ud og hike og se noget smuk natur. Når man søger på hikes i New Zealand er der rigtig mange muligheder, men én bestemt man ikke kommer uden om er “Tongariro Alpine Crossing”. Det er en 19 km hike, som kan klares på mellem 6-8 timer og som tager en igennem noget fantastisk landskab. Ikke mindst kommer man også forbi Mt Ngauruhoe, bedre kendt som Mt Doom fra Ringenes Herre.

En lille detalje er dog, at man kommer op i højder på omkring 1.900 meter og i vinterhalvåret er der derfor sne og is man skal igennem. Da vi ankom i starten af oktober var der derfor stadig vintersæson for hiken og man skulle derfor betale for at have en guide med og have erfaring med at vandre i alpelandskab. Dette inkludere at skulle have pigge til at sætte på skoene, is-økse, hjelm og erfaring med at bruge udstyret. Derfor blev det ikke til netop denne hike, men heldigvis var der masser af andre gode ture man kunne tage i nationalparken.

En af dem kaldes Upper Tama Lake hike og er på 17 km i alt. Vi var egentlig ikke klar over hvor lang den var, udover at den var angivet til at tage ca. 5 timer i alt. Dog føltes den heller ikke så lang, da man er fuldt optaget af at nyde det smukke landskab og tage det ene flotte billede efter det andet.

Endnu engang var vi heldige med vejret. Vi havde selvfølgelig tjekket vejrudsigten, som meldte fint solskin og det passede heldigvis. Vi kunne derfor tage på vores hike i skønt solskinsvejr.

Starten på hiken bød på meget varierende landskab, hvor vi kom igennem små skove og gik langs små floder. Vi tog os god tid til at nyde den flotte tur, det dejlige vejr og selvfølgelig til at tage lidt billeder undervejs.

Efter ca. 45 min. nåede vi til det flotte Taranaki vandfald. Her fra gik det godt opad, hvorefter vi fik et fantastisk udsyn til bjergene ude i horisonten.

De næste 1-2 timer gik vi i det åbne landskab, hvor man et par gange skulle hoppe fra sten til sten over vandløb og ellers bare kunne nyde udsigten.

Efter ca 2,5 time, hvor vi havde gået ca. 7 km, ankom vi til “Lower Tama Lake”. Søen som er et krater fra et vulkanudbrud, ligger oppe i en højde på ca. 1.240 meter, hvor vi var startet på en højde på 900 meter. Det havde derfor været en rimelig nem hike indtil nu, da de 300 meter i stigning havde været over en ret lang afstand.

De sidste 1,5 km var lidt hårdere, da der her var en stigning på 200 meter. Det er langt fra det hårdeste vi har prøvet, men da man gik i løs grus stort set hele vejen, var det lidt hårdt og man forstår godt hvorfor Frodo havde brug for lidt hjælp til at komme helt op til Mt Doom.

Efter at have nydt udsigten gik turen de samme 8,5 km tilbage igen. Det tog os ca. 3 timer på vejen op med pauser til at tage billeder, mens det kun tog små 2 timer tilbage.

Området hvor man kan starte Tama Lake hiken ligger i et sted, som fungerer som et ski-område om vinteren. Her havde vi booket to nætter på en campingplads, så vi kunne komme nemt til hiken og så vi havde en hel dag i nationalparken. Hvad vi ikke havde overvejet var, at området ligger i ca. 1.000 meters højde, hvilket godt kunne mærkes på temperaturne. Særligt om natten kunne vi mærke det, da det kun var ca. 2 grader. Så det var lige koldt nok at sove i bilen og det passede os derfor fint at komme videre efter de to nætter.

Små stop på vejen

Vi har været ret godt omkring på nordøen synes vi. Undervej har vi fået mange store oplevelser, men der har også være flere små fine oplevelser.

Vi stoppede blandt andet kort ved New Zealands største sø Taupo, hvor der var en lille svanefamilie der svømmede rundt i kanten af søen. Taupo er desuden også en vulkan, faktisk New Zealands største, hvilket dog ikke kan ses, da den ligger under jorden. Det er den der har skabt det vulkanske område, som jeg skrev om i sidste blogopslag.

I forbindelse med en enkelt overnatning vi havde på østkysten, fandt vi tilfældigvis en lille café, som hed “Hygge at Clifton Bay”. Normalvis laver vi selv vores morgenmad, men vi blev ret hurtig enige om, at vi måtte ind forbi til morgenmad inden vi kørte videre. Vi fik da også lige en lille snak med personalet, da de kunne høre, at vi kunne udtale “hygge” korrekt og derfor fandt ud af vi kom fra Danmark. De havde selv lidt problemer med at udtale det korrekt, så det fik vi lige hjulpet dem med.

Et andet sjovt sted vi kom forbi var “Taumata-whakatangi-hangakoauau-o-tamatea-turi-pukakapiki-maunga-horo-nuku-pokai-whenua-kitanatahu“, som angiveligt er det længste navn for et sted i verden. De lokale kalder det dog bare Taumata bakken.

Det er en Maori sætning, som kan oversættes til “Stedet hvor Tamatea, manden med de store knæ, som gled, klatrede og slugte bjerge, kendt som landespiser, spillede på fløjte til han kære”.

Historien bag at det er blevet til det officielle navn er, at man i New Zealand, flere steder er gået tilbage til det oprindelige Maori navn. Dette kan derfor godt give nogle lidt sjove stednavne.

Senere på vores tur kom vi også igennem byen Dannevirke. Det kunne næsten ikke være et tilfælde, at det de havde valgt et dansk ord for byens navn, så jeg kunne ikke lade vær med at søge efter historien om byen. Det viste sig da også, at byen er blevet grundlagt af indvandrere fra hhv. Danmark, Norge og Sverige.

Flere fyrtårne

Der er en del flotte fyrtårne i New Zealand, så vi har tjekket op på, hvor de mest populære var, så vi kunne slå et smut forbi, hvis vi var i nærheden.

En af disse var ved Castlepoint, hvor der er lavet trapper op, så man kan få et fint billede med havet i baggrunden.

På det sydligste punkt på nordøen, kan man finde Cape Palliser fyrtånet, som er ret populært fordi det har de klassiske røde striber. Der var bare lige 256 trappetrin man skulle op ad, hvis man ville helt derop. Desværre kom man lidt for tæt på fyrtårnet deroppe til at tage et ordentligt billede.

De dødes hær og elver skov

Videre i vores udforskning af forskellige Ringenes Herre filmlokationer, var vi forbi Putangirua Pinnacles. Denne lokation er kort med i film nummer tre, hvor Aragorn, Gimli og Legolas går ud for at rekrutere “de dødes hær”.

For at komme til filmlokationen, skulle vi gå en lille tur på ca. 45 min, som indebar at vi måtte over et vandløb et par gange. Herefter kom vi frem til nogle imponerende formationer, som også er dem man ser i filmen.

Vores sidste Ringenes Herre lokation på nordøen blev Kaitoke regionale park, som dannede rammerne for Rivendell. Det meste at den flotte elverby er dog lavet på computer, så det er mest bare et flot grønt område.

Havde det været lidt bedre vejr, var vi nok gået på en af de hikes, som var i området. Dog regnede det rimelig meget, så vi var bare lige et smut inde og se en bue, som er blevet bygget, så det føles lidt som at besøge Rivendell. Resten må man bruge fantasien til.

De sidste par dage på nordøen tilbragte vi i landets hovedstad Wellington. Her var vi bare lidt rundt og se byen og bl.a. en tur forbi en “maker-messe”. Der er ikke mange store byer i New Zealand, så det var hyggeligt lige at tilbringe lidt tid i en lidt større by.

Vi synes vi er kommet rimelig godt rundt på nordøen i de 4 uger vi har haft. Da jeg satte mig til at lave kortet og indtegne vores rute, blev det også tydeligt at vi har været rundt om det meste. Dette kunne også ses på kilometertælleren på bilen, som var passeret 3.400 km, da vi kørte ombord på færgen.

Det at vi nu har egen bil, gør at det er enormt nemt, at komme lige der hen vi har lyst til. Så det har vi virkelig fået udnyttet, synes vi.

Nu har vi små 4 uger til at få udforsket sydøen, hvilket vi også er ret spændt på. Vi har hørt fra andre, at der er ret stor forskel på de to øer, så det bliver spændende at opleve…