Normalt går turen igennem lufthavnen uden problemer både ved afgang og ankomst. Denne gang måtte vi dog bruge lidt ekstra tid på at tjekke ind i lufthavnen i Nadi end vi plejer. Vi har selvfølgelig undersøgt visumreglerne inden vi skal ind i et nyt land og vi var særlig opmærksomme på, at der var nye regler for visum i New Zealand fra 1. oktober. Da vi skulle flyve den 22. september var det dog ikke nødvendigt for os – heller ikke selvom vi skulle blive i landet til efter 1. oktober.

Det eneste krav var derfor, at vi havde en flybillet ud af landet inden for tre måneder. Vi havde en billet til Australien og her skulle vi dog have et visum, men da det kun tog ca. 1 døgn at få, og vi havde næsten to måneder i New Zealand, havde vi ikke søgt om dette endnu. En lille detalje var dog, at man åbenbart ikke kan komme ind i New Zealand, hvis man skal videre til Australien og ikke har visum til Australien endnu. Derfor måtte vi lige tilbringe lidt ekstra tid med en meget hjælpsom ansat fra Fiji Airways. Efter en ihærdig indsats fra hende, fik hun heldigvis skaffet os visum til Australien, så vi kunne få lov at komme ind i New Zealand. Pyh ha.

Det var en lille smule stressende start på dagen, men vi kom med flyet fra Fiji til Auckland i New Zealand og kom igennem grænsekontrollen uden problemer.

Auckland ligger på den nordlige del af New Zealands nordø, kaldet Te Ika-a-Māui. Vi startede ud på et hostel, centralt beliggende i Auckland og havde 5 dage i byen før vi skulle hente vores lejede campervan og videre ud i landet. Ved et tilfælde havde vi fundet ud af, at et dansk par med to børn, Kenny og Marie, som vi tidligere havde rendt ind i på Fiji og Vanuatu, også befandt sig i Auckland. Vi skrev derfor til dem og hørte om de var klar på at mødes og udforske lidt af byen. Det synes de var en god ide og vi aftalte at tage ud og se Mount Eden og derefter gå lidt rundt og kigge på byen.

Byen Auckland ligger i et område med over 50 gamle vulkaner, hvor Mount Eden er den største og ingen af vulkanerne har være i udbud i flere tusinde år. Det var derfor også en lidt mere stille og rolig tur, at besøge det lille grønne krater, sammenlignet med den sidste vulkan vi besøgte. Efter Mount Eden besluttede vi at finde et sted og få frokost for derefter at gå lidt rundt i byen. Dagen blev sluttet af med asiatisk mad oppe i Kenny og Maries lejlighed, hvor der også blev udvekslet rejse anekdoter. Kenny, Marie og deres 2 små børn, har brugt de sidste 2 måneder af deres barsel på at rejse rundt på blandt andet, Tonga, Salomonøerne, Vanuatu og Fiji. Det er meget spændende at høre om deres oplevelser og om det at rejse med 2 børn hvoraf den mindste kun er 10 måneder, hvilket de desuden også skriver om på deres rejseblog Danish Travel Family. Dagen blev afsluttet med at sige farvel, da de nu skal tilbage til arbejdsmarkedet i Danmark.

I de efterfølgende dage skete der ikke det store. Da det er tidligt forår nu her på New Zealand, er vejret meget mere gråt og koldt end vi har været vant til de sidste mange måneder af vores rejse. Vi havde et par dage med regn og blæst og da Randi samtidig blev forkølet og fik bøvl med halsen, gjorde dette, at vi ikke foretog os så meget.

Efter 5 dage i Auckland var det tid til at hente vores lille campervan, som skal være vores hjem de næste 50 dage. Bilen er udstyret med 2 sovepladser, 2 klapstole, et klapbord samt en kæmpe gastronomisk installation der består af 2 små transportable gasblus og et lille køleskab. For os er det dog totalt luksus at kunne bo i vores egen mobile lejlighed i så lang tid.

I New Zealand kører man i venstre side. Jeg var faktisk nervøs for hvordan det ville være at skulle vende sig til at køre i “den forkerte side”, men det er gået meget nemt. Generelt er færdselsreglerne i New Zealand meget lig dem i Danmark og deres afmærkning / skiltning er meget nemme at tyde.
Vi havde egenlig booket en bil med manuel gearkasse, men har fået en med automatgear, hvilket har passet mig fint, da jeg så ikke har skulle vende mig til at skifte gear med venstre hånd.

Første stop, med vores nye mobile hjem, var Army Bay beach. Vi havde læst at der skulle være mulighed for at samle store friske muslinger når der var lavvandet ved stranden. Vi havde derfor læst op på tidevandstabeller og sat næsen op efter en ordenlig omgang dampede muslinger til aftensmad. Vi fandt dog ikke andet end tomme muslingeskaller og efter et par timer på stranden måtte vi indse at det nok ikke var lavvandet nok i det tidsrum vi var der. Øv.

Det var dog en fantastisk smuk tur, både køreturen ud til stranden, men også gåturen rundt langs kanten af bugten. Sidst på eftermiddagen checkede vi ind på en lille campingplads ved Red Beach, hvor vi havde en enkelt overnatning. Vi faldt i snak med et lokalt ægtepar, som havde camperet en uge i det nordlige New Zealand. De var nu på vej hjem igen og da de havde forskellige madvare til overs, forærede de os lidt forskellige ting. Lækkert!

Dagen efter fortsatte turen nordpå. Vi fik hurtigt indført nogle rutiner efter vi nu havde vores eget lille hjem. Vi står op omkring solopgang kl. 7, laver kaffe og morgenmad. Randi bager friske boller enten på panden eller i en ovn, hvis campingpladsen vi bor på har en ovn i fælleskøkkenet og jeg laver omelet med masser af grønsager. Vi kører typisk fra campingpladsen omkring kl. 9-10 og finder noget spændende at udforske på vej til næste campingplads.

På vej nordpå besøgte vi bl.a. Whangarei falls. Vandfaldet ligger i udkanten af Whangarei by og er omgivet af en flot park. Vi brugte en time ved vandfaldet i parken inden vi kørte videre. Man bliver aldrig træt af at udforske flotte vandfald.

Efter vandfaldet kørte vi videre til en lille hike ud til et fyrtårn ved byen Tutukaka. Fyrtårnet i sig selv var ikke så interessant da det bare var en betonklods med en lampe monteret på toppen. Derimod var det en utrolig flot gåtur ud til fyret. Det er en storslået udsigt der er fra New Zealands kyster med det flotte blå vand og store klipper langs kysten. Fyrtårnet ligger på en lille ø, men ved lavvande er øen landfast. Dette betyder dog at man skal være opmærksom på hvornår der bliver højvandet, da man ved højvande, kan risikere at blive fanget ude ved fyrtårnet.

Videre på vores tur kom vi også omkring deres Tready Grounds, som ligger ved byen Paihia i området, som kaldes Bay of Islands. Det var her hvor den første aftale mellem briterne og maorierne blev underskrevet i 1840. Som vi forstod fortællingen, fik briterne maorierne til at underskrive en aftale, hvor de overdragede landet til Storbritanien, ved at være lidt kreative med hvordan de oversatte dokumentet fra engelsk til det lokale Maori sprog.

Efter vi var blevet lidt klogere på New Zealands historie, fortsatte vi vores køretur videre til næste campingplads. Vi var blevet anbefalet af nogle andre campister at tage et smut forbi Matauri Bay. Det passede fint med vores rute nord på og det viste sig også at være en rigtig god anbefaling.

Det var en smuk bugt og der var ikke mange mennesker, så vi kunne få en lækker plads næsten helt nede ved vandet. Generelt er der ikke mange folk på de pladser vi har besøgt ind til videre. Man kan godt mærke at vi er i landet uden for højsæsonen.

Vi fortsatte nord på indtil vi ikke kunne køre længere. Området på den nordlige spids hedder Cape Reinga og det er her hvor det tasmanske hav møder stillehavet. Ude på spidsen står et fint fyrtårn, som vi selvfølgelig skulle ud til.

Landskabet i New Zealand er meget varierende. Dette oplevede vi især kort tid efter vi havde forladt Cape Reinga og sat kursen sydpå igen. Pludselig befandt vi os lige midt i en stor sand ørken. Vi parkerede bilen og pakkede tasken med kamera og gik en tur op på en af de store sanddyner. Det var en vild oplevelse at stå og kigge ud over en sand ørken i den ene retning, for så at vende sig om og se skoven med bjergene i baggrunden. Unikt!

Vi har nu haft vores lille bil i en uge og har fået lagt en grov plan for hvordan vi de næste 6 uger får set så meget af New Zealand som overhovedet muligt. Planen er at bruge 2 uger mere her på nordøen inden vi tager færgen fra Wellington og bruger 4 uger på New Zealands sydø.