Som nævnt i sidste blogopslag, var vores plan i Queensland, at køre op mod Cairns og derefter køre sydpå igen, da vi skulle være tilbage i Brisbane den 26. december. Her skulle vi som tidligere nævnt, være sammen med et hold venner indtil efter nytår.

Der er ca. 1.700 km hvis man kører direkte fra Brisbane til Cairns, vi planlagde det dog sådan, at det passede med at vi kørte omkring 4 timer hver dag. På denne måde var der også tid til lidt udforskning.

Det første sted vi overnattede nord for Brisbane blev Tin Can Bay. Vi vidste ikke rigtig noget om området, men på campingspladsen, hvor vi overnattede, blev vi gjort opmærksom på, at der hver morgen blev fodret delfiner nede ved havnen. Det lød rigtig hyggeligt, så det skulle vi selvfølgelig ned og se.

Det er de samme delfiner, som kommer ind til havnen hver morgen og fodringen af delfinerne har stået på siden 1950’erne. Her var en såret delfin kommet ind i havnen og de lokale begyndte at fodre den indtil den kom ovenpå igen. Denne delfin blev ved med at vende tilbage til havnen og begyndte senere at tage flere og flere venner med ind til havnen. I dag benytter man lejligheden til at informere befolkningen omkring delfinerne og til at holde styr på bestanden i området.

Det er selvfølgelig kontrolleret hvor meget de fodres og man bliver også forklaret, at det er ulovligt at fodre dem på egen hånd. Gør man det alligevel kan man risikere at få bøder på op til 55.000 kr.

Inden vi kørte videre, efter at have set delfinerne, var vi en tur forbi Rainbow Beach, da det lå lige i nærheden. Vi havde hørt at der er mange flotte strande op langs kysten og denne er helt sikkert en af dem.

Her gik jeg en dejlig tur langs vandkanten og Michael tog sig en frisk løbetur. Vi har endnu ikke været i havet og bade endnu, da der mange steder er skiltet med, at badning er på eget ansvar, fordi der flere steder er farlige gopler, hajer eller krokodiller. Så vi har ikke haft det store behov for at tage en svømmetur…

Vi har været flere steder i Australien og New Zealand, hvor man kan komme ind og se grotter, men vi har endnu ikke været inde i nogen på denne tur. Derfor kørte vi omkring Capricorn caves, da dette lå lige på vejen og det var rimelig billigt, at få en guidet tur.

Det er ikke højsæson for disse type ture i december, så det var en ret lille gruppe vi var i, hvor der, ud over os, var en familie med to børn samt en anden pige. Det var et imponerende syn at gå ind igennem grotteåbningen og ned i den dejligt kølige grotte. Capriocorn grotterne er lavet rimelig tilgængelige med trapper og gangveje, hvor det var nødvendigt og så var der endda sat små lys op flere steder, så man kunne få taget nogle flotte billeder af klippeformationerne.

På vejen igennem grotterne fik vi forklaret hvordan de er dannet ved, at vand er løbet igennem hulrum i kalkstenen og over mange år har dannet grotterne. De blev udforsket første gang i 1880 af en af de tidlige vestlige indvandrere, som udforskede dem kun med et stearinlys. Det må have været rimelig skummelt, da han jo ikke kan have vidst hvilke kryb, som kunne gemme sig i grotten.

Udover rundturen kan man nogle enkelte uger om året opleve et særligt lysshow i en af rummene i grotten. Dette skyldes, at solen er tilpas højt på himlen til, at den står lige over et hul i grotten og dermed laver en flot lysstråle ind i grotten.

Guiderne lavede lidt sjov ud af, at der var dette lyst i grotten og havde derfor taget nogle diskokugler med ned. Et spøjst men også sjovt lille indslag og ikke lige noget man forventer, når man har booket en tur i en grotte.

Efter vores grotteudforskning forsatte turen videre nord på, hvor vi ved et tilfælde fandt ud af, at vi kom tæt forbi Australiens største vandfald kaldet Wallaman Falls. Det skulle være hele 268 meter højt, så selvom vi har set en hel del vandfald på turen, kunne vi ikke lade være med at kikke forbi dette.

Turen der til, gik op af snoede veje og igennem flot regnskov, hvilket stod i stærk kontrast til den øvrige del af Australien vi har set, som har været meget tørt og fladt. Man parkerer oppe på toppen, næsten lige op til kløften hvor man kan se vandfaldet på modsatte side. Det var virkelig et imponerende syn, så det var helt sikkert den lille omvej værd.

Men vi kunne ikke nøjes med at se det oppe fra toppen af kløften. Der var nemlig en lille hike på 2 km ned til bunden og kløften, så der skulle vi selvfølgelig ned. Dog er der et skilt inden man går ned, hvor man bliver gjort opmærksom på, at turen op igen er meget hård og at der faktisk er personer, der er omkommet som følge af hedeslag eller hjerteanfald på vejen op. Så med det i mente tog vi os god tid på vej nedad, så vi havde godt med energi til turen op igen.

Vi brugte ca. 30 min. på turen ned og tilbragte lidt tid dernede, hvor vi bare nød den flotte udsigt og fik taget lidt billeder. Turen op gik meget stille og roligt, hvor vi satte et langsomt tempo, som vi kunne holde hele vejen op. De ca. 2 km og 300 højde meter, tog os overraskende nok kun 32 min, så det var et rimelig godt tempo vi havde hold. Tilgengæld var vi også ret svedige og tørstige efter den varme tur op.

Efter vores hike kørte vi ud mod kysten til et område, som kaldes Etty Bay. Her er der også flotte frodige regnskove og så er området kendt for, at der er god mulighed for at se den truede Cassowary fugl. De er angiveligt kendt for at være meget aggressive, men ved stort set alle angreb på mennesker, har det skyldes at nogen har forsøgt at fodre dem og fuglen i den sammenhæng har angrebet.

Det var et rigtig fint område, hvor vi kunne campere lige op til stranden. I løbet af eftermiddagen kunne vi betragte de sjove cassowary fugle og om morgenen kunne vi nyde den smukke solopgang over havet.

Da vi var på vores hike tidligere på turen, i Warrumbungle Nationalpark, mødte vi et par oppe på toppen af klippen, som vi snakkede kort med. Vi fortalte kort om vores tur og i den forbindelse nævnte de Undara lavagrotter og at de mente det kunne være et besøg værd for os. Det lød enormt spændende og vi var enige om, at det var noget, som vi begge gerne ville opleve.

Lavagrotterne ligger ca. 250 km syd-vest fra Cairns og nogle af dem er op mod 70 km lange. Dannelsen af dem startede for ca. 190.000 år siden, da vulkanen Undara gik i udbrud. Der kom enorme mængder lava fra dette udbrød og det flød hele 162 km før det stoppede, hvilket er det længste dokumenterede lava-flow i verden. Når lavaen størkner bliver det til en type sten, som kaldes basalt og det er noget af dette, som i de næste mange, mange år er blevet gensmeltet i forbindelse med efterfølgende vulkanudbrud. Lavaen fra de senere udbrud har dermed boret sig igennem det eksisterende basalt og på den måde dannet grotterne.

Vi havde en fantastisk dygtig guide, som undervejs fortalte alt hvad de vidste om dannelsen af grotterne. Farveforskellene i klipperne på billedet, skyldes blot forskelle i mængden af jern i stenen. Et højt indhold af jern giver de flotte orange farver.

Vi var inde i to af grotterne og de er lavet tilgængelige ved, at de har bygget en gangvej af træplanker. Dette er selvfølgelig for at gøre det nemt og tilgængeligt, men ligeså meget for at beskytte grotterne. En simpel berøring kan nemlig påvirke det særlige økosystem, som er i grotterne.

Udover at blive klogere på lavagrotter, fik vi også en masse anden spændende viden fra vores guide. Bl.a. fortalte hun, at de for et par dage siden havde haft en skovbrand i nationalparken, hvor grotterne ligger. Før det havde de ikke haft en skovbrand i 15 år, da de hvert år brænder dele af skovbunden af og dette begrænser risikoen for, at der opstår store ukontrollerede skovbrænde. Branden de lige havde haft, var kommet fra et andet området og blevet spredt via trætoppene.

Når de laver kontrollerede afbrændinger kan de styre temperaturen, så det ikke skader krattets rødder og det kan dermed hurtigt vokse frem igen, men uden at der er en masse tørt krat, som der nemt går ild i. Udover det har træerne en naturlig beskyttelse, hvor nogle f.eks. smider deres bark, hvis der går ild i dem og dermed undgår skader på selve træet.

Derudover nævnte hun også, at en af grundene til, at de i det sydlige Australien har yderligere udfordringer med skovbrænde er, at de har koalaer og dermed ikke kan foretage disse kontrollerede afbrændinger. Koalaerne er nemlig for langsomme til at kunne flygte fra brandene.

Efter denne fantastiske oplevelse, kørte vi det sidste stykke op til Cairns, hvor vi tilbragte en enkelt nat (16.-17. dec.) og så lidt af byen. Nu går turen så tilbage mod Brisbane, hvor vi skal være fra den 26. og fejre nytår med nogle venner.

Alle der læser med, ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår 🙂