Turen fra nordøen til sydøen foregik med færge fra Wellington til havnebyen Picton og tog ca 3,5 timer. Picton ligger på den nordvestlige del af New Zealands sydø, i området kaldet Marlborough.
Da vi først var kommet med færgen, gik alt som det skulle. På vejen til færgen havde der dog være et trafikuheld, så vi havde ikke så god tid, som vi havde regnet med. Men vi nåede det heldigvis.

French Pass

Vores første stop på sydøen blev det der kaldes “French Pass”. Vi havde læst, at det skulle være en af de smukkeste køreture i hele New Zealand, så det skulle vi selvfølgelig se.

Passagen er en smal strækning mellem den nordlige del af sydøen og en lille ø kaldet D’Urville – opkaldt efter en franskmand, som var den første europæer, som sejlede igennem passagen.

Turen derud skuffede bestemt ikke. De sidste 30-40 km derud foregår på grusvej, så det er begrænset, hvor hurtigt man kan køre. Men det gør absolut ingenting, da det bare giver mere tid til at nyde den skønne udsigt.

For enden af grusvejen var der en lille “by” med måske 10-20 huse og et offentlig campingområde, hvor vi kunne parkere og overnatte.

Abel Tasman Nationalpark

Vi fortsatte langs den nordlige del af sydøen op til Abel Tasman Nationalpark, hvor der er en populær hike, som vi ville ud på. Ved starten/ slutningen af hiken, er der en fin campingplads, som vi kunne overnatte på og dermed have nem adgang til turen.

Mange af dem, som vil på hiken, tager en vandtaxa ca. 12 km ud langs kysten og går tilbage. Vi valgte dog bare at gå så langt ud, som vi orkede og bare gå tilbage igen. Vi kunne ikke se nogen grund til at bruge penge på noget, som vi kunne gøre gratis.

På hele turen går man langs kysten og der er flere flotte udsigtspunkter undervejs. På vej til en af disse udsigtspunkter, mødte vi en lille fugl, som Michael fik et ret godt billede af.

Vi havde set denne type fugl et par gange før, men denne kom ret tæt på og var generelt ret nysgerrig. Så vidt jeg kan læse mig til, er det en weka fugl og området vi var i, er der hvor den er mest udbredt. Det er en beskyttet fugl i New Zealand og den er netop kendt for at være nysgerrig.

Efter vi havde gået 7-8 km, besluttede vi os for at stoppe og få lidt frokost. Vi gik ned til en strand, hvor vi kunne sidde med vores madpakke og her opdagede Michael af flere af stenene, var fuldstændig dækket af muslinger.

Efter frokosten gav vi os derfor til at samle nogle af de største vi kunne finde og tage med hjem til aftensmad. Der er tit begrænsninger for hvor mange muslinger man må samle i naturen, så for en sikkerhedsskyld tog vi kun ca. 40 stk., da grænsen for de fleste typer er 50. Det viste sig dog, at der ikke var nogen begrænsning på denne type muslinger.

Da vi kom tilbage til campingpladsen, fik vi derfor renset muslingerne. Vi fik dem til aftensmaden sammen med nogle rester vi havde fra dagen før.

Det viste sig dog, at stort set alle muslinger havde en lille krabbe inden i, som vi lige måtte pille ud inden vi spiste dem. Vi glemte desværre at tage et billede, da vi var sultne efter hiken, men vi kunne læse os til, at ca. 70% af New Zealands blåmuslinger er angrebet af denne lille parasit krabbe. Det betød ikke noget i forhold til om vi kunne spise dem, men de begrænser dog hvor stor muslingen bliver. Så lærte man lige noget nyt.

Farewell Spit

Inden vi kørte lidt længere sydpå, var vi lige et smut oppe forbi det nordligste punkt på sydøen. Det er en lang smal strækning, som er ca. 20 km lang og 1 km bred. Man kan kun gå de første 4 km uden særlig tilladelse, så vi gik bare en lille tur på stranden. Det blæste en del derude, så det blev bare en kort gåtur, inden vi kørte videre mod næste destination.

Vinsmagning

Efter at have udforsket den nordøstlige del af sydøen, kørte vi tilbage til Marlborough området. Vi havde nemlig besluttet os for at tage på en vinsmagning i anledning af min fødselsdag.

Marlborough er særligt kendt for sin vinproduktion. Med sine 26.000 hektar vinmarker er det New Zealands største vinområde. Det er hovedsageligt Sauvignon Blanc (86%), som produceres i området, men der er også begyndt at være en stigende interesse i Pinot Noir (6%) fra området, hvilket vi gerne ville smage lidt på.

Vi havde booket en rundvisning og smagning ved en lille vingård kaldet Fromm Winery. Ud af de 26.000 hektar vinmarker der er i området har Fromm 12 hektar. Det er ikke nogen stor vingård, men det gjorde bare rundturen lidt mere hyggelig. Vi var endda så heldige, at det var ejeren der havde taget tid ud af sin kalender til at vise os stedet.

Vi startede på vinmarken, hvor vi hørte lidt om processen i marken, de forskellige druer de producerer og hvornår der høstes. Alt arbejdet foregår med håndkraft, der anvendes ikke sprøjtemidler og der anvendes en metode, som de kalder “dry farming”.

Dry farming går ud på, at man kun vander planten i dens unge år. Når plantet er “blevet voksen” bruges der ikke kunstig vanding mere. På den måde gror rødderne naturligt meget dybere for selv at søge efter vand.

Inde på lageret hørte vi lidt om fermenteringen og lagringsprocessen. Til nogle vine pilles druerne forsigtigt fra klaserne og ved andre sker fermenteringen med hele klaser. Vi fik også lov at smage lidt af 2019 vinen direkte fra tønden. 2019 årgangen skulle ifølge ejeren blive rigtig god – og den smagte også rigtig godt.

Efter en fin rundtur kunne vi så sætte os til rette og få serveret 8 forskellige af deres Pinot Noir vine og nyde lidt lækker ost og salami. Vi havde ikke fået rigtig god ost eller rødvin i 8 måneder, så det var en dejlig oplevelse.

Det er jo forskelligt fra person til person, hvilken mad man kommer til at savne hjemmefra. Det jeg har savnet mest har nok været god ost. Vi havde stort set kun fået ost på pizza indtil vi kom til New Zealand og her er det faktisk heller ikke det mest spændende ost vi har fundet. Da ejeren selv var fra Schweiz, var der selvfølgelig Schweizisk ost og det smagte fantastisk!

Turen på vingården foregik den 25. oktober, da de fik et stor gruppe på besøg den 26. Det endte med at passe perfekt, da der den 26. var fantastisk vejr og vi derfor kunne tilbringe dagen uden for i naturskønne omgivelser. Til aftensmad havde vi fundet lidt importeret dansk ost og så havde vi selvfølgelig købt et par flasker fra Fromm, som vi kunne nyde der til. Skønt fødselsdag 🙂

Vi har mødt rigtig mange mennesker på vores tur rundt på nordøen som havde talt rigtig varmt omkring naturen her på sydøen. Efter den første uge hernede kan vi kun give dem ret. Sydøen er en stor unik naturoplevelse, som man kan fornemme i dette opslag, og vi ser frem til at udforske dette paradis de sidste 3 uger her i New Zealand.