Vi ankom til Kyoto efter små 3 timer med tog fra Nagoya. Vi havde været heldige at finde et rimelig centralt hostel, som samtidig passede ind i vores budget. Japan var en af de lande, som Michael har set mest frem til at opleve. Derfor har han stået for den overordnet plan her i Japan og da han begyndte at kigge på hvad vi skulle opleve her i landet, fandt han ud af at vi havde mulighed for at være i Kyoto under “Gion Matsuri – The festival of Yasaka Shrine”, hvilket lød super spændende. Festivallen er den mest kendte festival i Japan og løber igennem hele juli måned. Dog ligger de fleste større begivenheder fra d. 17. juli til 24. juli.

Derfor blev det hurtigt besluttet, at vi ville forsøge at være i Kyoto fra d. 17. til d. 24 Juli for at opleve så meget af denne festival som muligt. Resten af Japan er således blevet planlagt omkring vores Kyoto planer.

Vi ankom midt på dagen d. 17. juli og blev relativt hurtigt tjekket ind på vores hostel. Da vi tjekkede ind, fortalte den søde receptist også lidt om hvad der skete i byen. Vi fik udleveret en lille folder hvor man kunne se alle de små event, der var rundt omkring i byen i forbindelse med festivallen. Det var også her, at det gik op for os, at der var en enkelt detalje, som vi havde overset. Hovedeventet for festivallen, det såkaldte “procession of floats” (Yamaboko Junko), var allerede overstået. Dette event starter om morgenen den 17. og varer 3 timer. Øv!

Der er altid en del at holde styr på, når man skal undersøge hvor man vil rejse rundt i et land. Derfor kan det selvfølgelig ske, at man tager fejl af nogle datoer eller tidspunkter. Da det som nævnt primært var Michael, som havde stået for planlægningen af ruten i Japan, var han ikke tilfreds med sig selv og var rimelig skuffet over at have misset så vigtig information. Det tog lige lidt tid før Michaels skuffelse havde lagt sig og vi endte heldigvis med at få en rigtig hyggelig første aften oppe i byen.

Aftenen blev afsluttet på vores hostel hvor vi faldte i snak med en fyr fra Australien. Ham og hans kone var i Japan for anden gang og han kunne give lidt information omkring hvad vi skulle se her i byen og på vores videre rejse. Vi sluttede aftenen af med at få deres adresse og har nu en stående invitation til en kop kaffe i Melbourne, når vi engang kommer så langt på vores tur.

Udover festivallen var der også mange andre attraktioner i Kyoto, som vi gerne ville opleve. En af de mest kendte er nok Fushimi Inari Shrines, som består af tusindvis af de såkaldte torii gates. Disse er doneret fra personer eller virksomheder og koster et sted mellem 25.000 – 60.000 kr. På bagsiden af hver torii står der navnet på doneren og hvilken dato den blev doneret. 

Stierne med de mange torii’er fører op ad Inari bjergent og er en rigtig fin lille hike. Jo længere man kommer op ad bjerget jo færre mennesker er der på stierne. I starten af turen skulle man være heldig for at få et billede uden en masse mennesker, men det blev nemmere undervejs.

Ved japanske templer ser man som regel, at der er et lille bassin med renset vand, hvor man kan vaske hænder og mund inden man går ind på hellig grund. Jeg vaskede dog kun hænderne, men jeg har også senere læst, at der ikke må komme vand fra øsen og tilbage i basinet, hvilket jeg vist ikke kan sige mig fri for at have gjort. Ups. Undskyld Japan.

Når man rejser med Michael kan man ligeså godt vende sig til, at hver gang han hører et udrykningskøretøj stopper han op og forsøger at få et glimt af det. På vej til Inari Shrines om formiddagen så vi pludselig en del udrykningskøretøjer. Et af køretøjerne var en bus fra det lokale brandvæsen. Michael nævnte, at det så man ikke hver dag og at det nok var en større indsats de havde gang i. Da vi kom tilbage til vores hostel om aftenen fandt vi ud af, at der havde været en større brand i et af japans mest kendte animationsstudioer. Over 30 mennesker ud af de 70 ansatte i virksomheden omkom, hvilket var enormt uhyggeligt at høre om, især fordi myndighederne mener, at der er tale om en mordbrand. De ansatte på vores hostel var tydelig berørte af hændelsen, som fandt sted kun 7 km fra hvor vi boede. Puha.

Selvom vi havde en knude i maven efter den uhyggelige brand, havde vi stadig en del steder vi gerne ville se i Kyoto. Næste stop på turen blev at tage op og se Kinkakuji også kaldet guld pavillionen. Pavillionen er placeret flot ved en lille sø, hvilket gjorde det nemt at få taget nogle flotte billeder. Derudover er der en flot park, som man kan nyde efter man har fået taget et godt billede af pavillionen.

De to øverste etager af templet er fuldstændig dækket af guld. Den skulle oprindeligt være bygget omkring 1400 tallet, men har være brændt ned flere gange. Bygningen som vi så, blev bygget i 1955 efter at have været brændt ned i 1950 af en fanatisk munk.

Videre på vores sigtseeing tur i Kyoto, tog vi ud til en populær bambusskov i udkandten af byen. Bambusskoven er rigtig flot, men vi havde også læst, at der skulle være nogle hikes i nærheden, som vi derfor ville prøve at finde.

Vi var hurtigt igennem bambusskoven og fandt et spor, som førte op ad bjerget ved siden af skoven. Kort efter vi var begyndt at gå opad, var der en fin åbning, hvor vi havde en flot udsigt over byen.

Vi fortsatte videre et stykke og der var fine markeringer, som viste at det var en hiking sti. Vi vidste dog ikke hvor lang stien var, da alt stod på japansk, så da vi var ved at løbe tør for vand, besluttede vi os for at gå tilbage igen. Alligevel var det en fint tur, hvor vi kunne nyde lidt natur uden en masse andre turister.

I Kyoto ligger der også et sake museum, som vi selvfølgelig skulle ud og besøge. Museumet er lokaliseret i et gammel sake destilleri og igennem deres udstillinger bliver man taget igennem processen for hvordan sake produceres. Destilleriet er stadig aktivt men produktionen foregår på andre adresser i dag.

Sake er japansk risvin, men produktionen af sake minder mere om produktionen af øl end vin. I vin fremkommer alkohollen ved at fermentere det sukker som findes naturligt i den frugt vinen er lavet på. Ved sake kommer sukkeret ikke direkte fra risen, men fra en stivelse som er et produkt af en længere forbehandling, som risen gennemgår. Det tager ca. 25 dage at producere en omgang sake.

Udstillingen på museet blev afsluttet med en lille sake smagning, hvor man fik lov at smage 3 forskellige slags sake. Herefter kunne man besøge stedets sake butik hvor de forskellige sake fra destilleriet blev solgt. Her synes vi selvfølgelig, at vi skulle have en af de flasker, som vi lige havde smag med hjem. Med i vores indgangsbillet til museet, fik vi også 2 mindre smagsprøver, til at tage med hjem, så da vi kom tilbage på vores hostel kunne vi afholde vores egen lille sake smagning.

Som nævnt var der Gion Matsuri festival i Kyoto mens vi var der. Vi havde derfor løbende set lidt til de forskellige aktiviter forbundet med festivallen, mens vi havde været i byen. Bl.a. kunne man, rundt omkring i byen, se nogle af de store “floats” blive bygget til den afsluttende del af festivallen. Festivallen har været en fast tradition siden år 869, hvor den opstod som en religiøs ceramoni for at berolige guderne under en epidemi.

Vores sidste dag i Kyoto var også dagen, hvor festivallens sidste optog fandt sted. Første del af optoget bestod af flere grupper af børn og unge, som vi tror var fra forskellige sportsklubber. Hver gruppe havde deres egen lille “float”, som de skubbede, mens de sang i kor. Det var en varm dag, så man kunne godt se det var lidt hårdt for nogle af de små børn. De voksne som gik med, havde dog en lille vogn med drikkevare, som der blev delt ud fra, når de engang imellem stoppede op.

Efter sportsklubberne kom der en masse børn og voksne i forskellige folkedragter. Nogle kom på hest, andre gik eller blev trukket i en flot udsmykket vogn, mens de spillede musik.

Til sidst i optoget kom de store floats, som er op til 25 m høje og vejer et sted imellem 10 – 15 tons. De trækkes igennem byen ved hjælp af lange reb, mens der sidder en flok mænd i toppen og spiller musik. Et imponerende syn og det var en virkelig god afslutning på en fantastisk uge i Kyoto.