Chongqing
Inden vi var taget hjemmefra havde vi set billeder fra en fantastisk nationalpark i Kina, som angiveligt skulle være en af inspirationskilderne til filmen Avatar. Derfor var dette på listen over steder, som vi gerne ville opleve i Kina. Dette blev vi kun bekræftet i undervejs på vores rejse igennem Kina, da mødte flere backpackere, som havde været i parken og som kun kunne anbefale at vi tog der hen.
Da der ikke var nogen direkte tog fra Kunming til Zhangjiajie, hvor nationalparken ligger, tog vi først et par dage til Chongqing, som også skulle være et besøg hver i sig selv. Vi fik dog ikke oplevet så meget, som vi havde forestillet os, da vi havde et par dage, hvor det regnede hele dagen. Derfor blev det også til et par “fridage”, hvor vi bare hyggede os på vores hostel.
Noget vi fik oplevet i byen var Hongya Cave, som for over 2.000 år siden var en militær fæstning for byen. I dag er det et bygningskompleks på 11 etager, som er bygget ind i klipperne og hvor man kan nyde den kinesiske stemning og smage forskelligt lokal mad eller købe souvenirs.

Der kan være stor forskel på aktiviteten i de kinesiske byer i dagtimerne og om aftenen og Chongqing var ingen untagelse. Mange mennesker tog ud om aftenen og fik deres aftensmad på byens Food Street. Vi tog også ud og så os lidt omkring en aften. Vi fik lidt forskelligt mad fra madboderne og gik rundt og nød stemningen. Det er en helt anden by man oplever når mørket har sænket sig og det var især lækkert på de meget varme dage, da temperaturen faldte til omkring 22 grader om aftenen.


Zhangjiajie
Efter nogle dage i Chongqing gik turen videre mod Zhangjiajie National Forest Park – eller Avatar Mountains, som de populært bliver kaldt, da de efter sigende har været inspiration til “floating mountains” i Avatar filmen. Vi tog først en 4 timers tur i højhastighedstog fra Chongqing til Yichang og derefter 5 timer i et almindelig tog til byen Zhangjiajie. Da nationalparken ligger ca. 30 km fra Zhangjiajie ved den lille by Wulingyuan, valgte vi at tage en enkelt overnatning inden vi tog bussen videre. Det var desuden også tiltræng efter 9 timer i tog.
Dagen efter ankom vi til Wulingyuan. Det er en meget lille by, som egentlig kun består af hosteller, hostels og restaurenter til de mange turister, som gerne vil opleve Zhangjiajie National Forest Park. På trods af, at det er en ren turist by, er den dog rigtig hyggeligt.
Nationalparken dækker et kæmpe område på omkring 400 km2, så man skal med busser inde i parken for at komme rundt til de forskellige stier og udsigtspunkter. Som forventet var der rigtig mange mennesker i parken, så vi valgte bevidst at gå efter de mindre populære områder. F.eks. undgik vi områderne med kabelbane og tog i stedet ud til en sti, hvor vi kunne gå op ad bjerget Tianzi, hvilket viste sig at være en god beslutning.

Turen op var hård, da vi skulle gå 500 højdemeter op, som bestod mest af trapper og vi havde ca. 30 graders varme. Man glemte dog hurtigt hvor hårdt det var, når man stod og kikkede ud over parken.

Grunden til at parken var en af inspirationskilderne til Avatar filmen er, at parken af og til er dækket af tåge, hvor kun toppen af klipperne kan ses og det ser derfor ud til, at klipperne svæver. Det oplevede vi dog ikke, men det var stadig et smukt syn.

Formationerne skulle være opstået ved at klipperne bliver splittet af rødder fra beplantingen samt når vand i hulrum i klipperne fryser om vinteren.



På vej ned igen havde vi stien for os selv og det blev udnyttet. Vi tog os rigtig god tid og fik rigtig udforsket denne del af parken.



På turen ned fra bjerget kom vi til en lille stenbro, hvor man kunne krydse et mindre vandløb. Michael fik øje på en lille åbning i trækronerne hvor man kunne se en af de store klippesøjler. Han mente det kunne blive et godt billede og begyndte at finde kameraet frem. Pludselig begyndte en af de større grene på et af træerne at bevæge sig unaturligt. Vi undrede os først men blev nysgerrige og gik lidt længere ned af stien. Her fik vi øje på en abe i træet. Nu fik vi først rigtig travt med at få klargjort kameraet. Aben spottede dog os og hoppede ned af træet og bevægede sig ned langs stien, væk fra os. Vi fulgte stille og roligt efter, men måtte indse, at den var på hjemmebane her og var hurtigt væk. Imens vi stod og kiggede op i trækronerne opdagede vi pludselig 3 aber bag os. 2 voksne samt en lille unge. Vi stod helt stille og lod dem komme lidt tættere på. Det gik op for os at de skulle samme vej som os men at de ikke ville gå forbi os. Efter vi havde taget et par billeder, gik vi lidt videre og den lille abe familie fulgte med. Det var super fedt at opleve disse vilde aber og det var tydeligt, at de var sky og var lidt forsigtige overfor os turister.

Vi fortsatte nedad, men efter 5 minutters gang var der pludselig en flok på omkring 30 aber foran os. Det var interessant at se, da flokken opdagede os begyndte de større aber at falde tilbage i flokken sådan, at de befandt sig imellem os og de mindre aber (hunner?) som bar på de små unger. Et par af de bageste aber stoppede pludselig op og lod os komme meget tæt på. Vi stoppede med at gå frem ad og stod meget stille, men da aberne blev stående besluttede vi os for at gå stille og roligt forbi. Det var virkelig en speciel følelse at gå igennem denne flok aber og vi følte os meget i undertal. Vi bevægede os meget stille og lavede ingen pludselige bevægelse, da det var tydeligt at vi blev holdt meget øje med. Jeg havde det bedst med at fortsætte med at bevæge os fremad igennem flokken, men Michael stoppede dog op et par gange og tog lidt billeder, hvilket er rigtig fedt nu, men var lidt nærvepirrende i øjeblikket.
Efter denne oplevelse var vi helt høje og det var helt sikkert vores højdepunkt fra Zhangjiajie National Forest Park.

Vejret på dag 2 i parken var tåget og lidt køligere. Derfor besluttede vi at udforske “bunden” af parken. Vi fandt en sti der gik langs et lille vandløb. Det viste sig at være en god idé. Den frodige skovbund fremstod rigtig flot i det fugtige vejr.




Vi har nu forladt Zhangjiajie og rejst til byen Yangshuo. Vi har ca. 14 dage tilbage i Kina og er så småt begyndt at få styr på hvad der skal ske den sidste tid i landet…
Hej med jer
Hvor I da oplever meget, og så kan vi jo kun følge med på en lille del af jeres oplevelser. Helt unikke flotte natur billeder👍. Her er alt vel , ikke de store udskejelser , glæder os til besøg fra Canada . Pas godt på jer SEL og hinanden 🦅🦇🦍🦍 hilsen Anders og Anne
LikeLiked by 1 person
Vanvittig flot natur og super fed historie med aberne 🙂
LikeLiked by 1 person